Tag med på kulturvandring i Ishøj

Foto: Ishøj Kommune. The Ramblin Bandits
Profilbillede
dato

Søndag den 19. september kan du tage med på vandring gennem Ishøj med sang, natur, kunst og koncert. Arrangementet afholdes i forbindelse med Vestegnens Kulturuge 2021.

Tag de gode sko på og deltag i en skøn gåtur rundt i Ishøj, når Kulturium Bibliotek, Kulturium Musikteater og Ishøj Kulturskole inviterer på kulturvandring i forbindelse med Vestegnens Kulturuge.

På turen vil du opleve historiefortælling, Ishøjs nyeste kunstværk af Camilla Berner, fællessang (Sing-a-thon), koncert og dejlig natur på din vej.

Arrangementet starter kl. 11.15 ved Kulturium Bibliotek, hvorfra vandringen begynder.

Medbring smartphone og høretelefoner, så du kan høre ’Måske er et landskab tusinde landskaber’, der er et kommende lydværk skrevet til Vestegnens Kulturuge af forfatter Adda Djørup.

På turen vil Camilla Berner fortælle om kunstværket ’Flyttet Istid’.

Vandreturen er ca. 3,5 km. lang.

Koncert med Ramblin Bandits

Vandringen slutter på Bredekærgård, hvor der kl. 13 vil være festlig afslutning med koncert med The Ramblin Bandits.

Bandet spiller rockabilly på en kontant og festlig måde, så ingen kan sidde stille. De leverer et energisk hektisk sceneshow, og med 180 i timen-guitarsoloer er der dømt rock ’n’ roll fra start.

Kulturvandringen er arrangeret af Kulturium Bibliotek, Kulturium Musikteater og Ishøj Kulturskole i samarbejde med Bredekærgård og Thorslunde-Ishøj Lokalhistorisk forening.

Gratis arrangement uden tilmelding

Arrangementet er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig - bare mød op på Kulturium Bibliotek, Ishøj Store Torv 1, 2635 Ishøj kl. 11.15 den 19. september.

Koncerten på Bredekærgård er også gratis og uden tilmelding.

Vestegnens Kulturuge

Arrangementet er en del af Vestegnens Kulturuge, som foregår rundt omkring på Vestegnen fra den 10. til -19. september.

I år er temaet for kulturugen ’Naturens steder – stedernes natur’. Læs mere om arrangementet og hvad der ellers sker i kulturugen her.

Program for dagen

Kl. 11.15: Velkomst og fællessang ved Kulturium Bibliotek

Kl. 11.30-12: Gåtur fra bibliotek til vandreblok

Kl. 12: Fællessang ved vandreblok

Kl. 12.15-13: Gåtur fra vandreblok til Bredekærgård

Kl. 13: Koncert med The Ramblin Bandits

Fem Kulturvandringer

Udover Ishøj vil der også være kulturvandringer i hhv. Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup og Vallensbæk. Læs mere her.

Kilde: Ishøj Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.