Oplev dokumentar om den 172 års spansk-dansk krig, der aldrig var

Profilbillede
dato

Mandag den 4. april kl. 19 viser Kulturium Biograf i Ishøj dokumentaren ’Den Længste Krig’ om en ukendt krig mellem Danmark og Huescar i Granada. Efter filmen kan du stille spørgsmål til filmens instruktør Jorge Rivera.

Har du nogensinde hørt om den 172 år lange krig mellem Danmark og Huescar i Spanien? En krig der, i hvert fald på papiret, varede fra 1809 til 1981.

Den 4. april kl. 19 viser Kulturium Biograf i Ishøj dokumentaren ’Den Længste krig’ (La guerra más larga) om denne for mange ukendte krig. Efter filmen kan du stille spørgsmål til filmens instruktør Jorge Rivera.

Dokumentaren er filmet i Danmark og Spanien, og der er interviews med eksperter i historie og politik - blandt andet tidligere udenrigsminister Per Stig Møller - såvel folk, der oplevede historien ved første hånd.

Dokumentaren er på dansk og spansk med engelske undertekster.

Krigen blev glemt

Da Napoleon invaderede Spanien i 1808, blev Danmark og Spanien fjender. Den lille by Huescar i Granada erklærede krig mod hele Danmark i 1809, og dette blev glemt indtil 1981, hvor krigserklæringen blev opdaget af en amatørhistoriker.

Opdagelsen kunne have haft alvorlige konsekvenser for Spanien indtrædelse i NATO, men Huescars folk vendte historien til deres fordel og inviterede danskerne fra Costa del Sol til et farverigt arrangement, hvor fredsdokumenter blev underskrevet og vin blev drukket.

Filmen er produceret af instruktøren Jorge Rivera, som har boet 15 år i Danmark, manuskriptforfatteren Jaime Noguera og det danske produktionsselskab Camera X og har fået støtte fra Kolding Kommune, Huescar Kommune, den andalusiske regering, den danske ambassade i Spanien og Mancomunidad de Municipios de la Costa del Sol. 

Til den danske turné har producenterne fået støtte af den spanske ambassade i Danmark.

Billetter

Billetter koster 50 kr. inkl. et glas vin, øl eller vand.

Billetter kan købes på Kulturium Biografs hjemmeside ishojbio.dk eller i biografen, Ishøj Østergade 28, 2635 Ishøj.

Køb billetter her.

Kilde: Ishøj Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.