Byd efterårsmørket velkommen når Kulturium Bibliotek og Vejleå Kirke igen i år indbyder til gratis event med oplæsning, sang og musik i anledning af Nordisk Litteraturuge. Denne gang under temaet ’Drømme og længsler i de nordiske lande’ .
I anledningen af Nordisk Litteraturuge byder Kulturium Bibliotek sammen med Vejleå Kirke endnu en gang velkommen til det stemningsfulde arrangement ’Nordiske ord og toner’ med oplæsning, sang og musik. Arrangementet foregår den 15. november i Vejleå Kirke og dette års tema er “Drømme og længsler i de nordiske lande”.
Jazzsangerinden Clara Vuust og den sicilianske pianist og akkordeonist Francesco Calì sørger for at sætte den drømmende musikalske stemning. Sammen dykker de ned i et univers, der, båret af jazzmusikkens legende og improviserende toner, sætter fokus på længsler og drømme i både tekst og musik.
Drømme og længsler i novembers gråvejr
Tanken bag årets tema, ”Drømme og længsler i de nordiske lande”, er, at evnen til at drømme og længes er universelle følelser, der forener os mennesker på tværs af tid, sted og landegrænser. I en tid præget af nedlukninger og distance har folkene bag Nordisk Litteraturuge derfor valgt at sætte fokus på drømme og længsler, som særligt litteraturen kan hjælpe os med at gå ind i, hvilket mange har benyttet sig af under pandemien.
Ifølge Thomas Tiedje fra Kulturium Bibliotek tilbyder Vejleå Kirke i Ishøj de perfekte rammer for forløsning af årets tema:
”Det bliver et stemningsmættet arrangement, der med musik og oplæsning i netop det rum netop kan skabe drømme og længsler i skumringstimen i novembers gråvejr.”
Et samlet nordisk koncept
Nordisk Litteraturuge, som afholdes i uge 46, har til formål at udbrede højtlæsning, nordisk litteratur samt nordisk fortælletradition. Hvert år vælges et nyt tema samt en ny børne- og voksenbog, som på en eller anden måde hænger sammen med temaet.
Mandag i Nordisk Litteraturuge er Den Store Højtlæsningsdag, hvor den udvalgte nordiske litteratur læses højt samtidigt i hele Norden, Baltikum, samt øvrige Norden-interesserede institutioner rundt om i verden – og således også i Ishøj, hvor oplæsningen suppleres af et musikalsk indslag.
Resten af ugen er fyldt med oplæsninger, udstillinger, debatter og kulturoplevelser i tusindvis af institutioner rundt om i Norden og i resten af verden.
Praktisk
Tid: 15. november 2021, kl. 19.00 – 21.00.
Sted: Vejleå Kirke, Ishøj Blvd. 1, 2635 Ishøj.
Arrangementet er gratis, men billet er nødvendig. Billet kan bestilles via ishojbib.dk.