Viceskoleleder med ansvar for udskolingen og samarbejde på tværs i Ishøj kommune

dato

Inddragende viceskoleleder med ansvar for udskolingen

Er du en engageret og retningsgivende viceskoleleder, der vil være med til at lede en velfungerende skole? Har du samtidig lyst til at være ansat på en skole, hvor vi arbejder tæt sammen i ledelsesteamet, men også hver for sig, for at medarbejderne kan lykkes med deres opgaver? Og har du lyst til at være en del af en skole, hvor vi tror på, at samarbejde på tværs af professioner er en styrke for fællesskabet og vores opgaveløsning? Så er det dig, vi leder efter.

Hvad bliver dit ansvarsområde?

Som viceskoleleder får du det daglige ansvar for alle opgaver og samarbejdsflader, der er knyttet til udskolingen. I hverdagen skal du, sammen med vores udskolingskoordinator og lærerne i udskolingen, arbejde struktureret og understøttende i samarbejdet om at sikre alle elevers deltagelsesmuligheder. Med afsæt i vores kultur og værdier skal du være med til at sætte retning for skolens videre udvikling, og du skal tage medansvar i arbejdet med at styrke, at vi laver skole for de børn, vi har.

Du skal på en og samme tid kunne stille tydelige forventninger til personalet og have et blik for, hvad der er brug for af viden og kompetenceudvikling for at kunne lykkes med at skabe en god skole.

Dine opgaver vil bestå af en blanding af daglig drift og administration, opgaver relateret til udskolingen, vikardækning sammen med afdelingsleder, tværfagligt samarbejde, praktikansvar mv. Du får desuden det daglige personaleansvar for lærerne i udskolingen, hvilket indebærer alt fra sparring, omsorg og coaching til at være den støttende, empatiske hånd i ryggen.

Ved skoleleders fravær er du hendes stedfortræder.

Vi har brug for en leder, der er empatisk og lyttende, og som er god at

sparre med. Vi vil gerne inddrages og bidrage med vores refleksioner, når du skal

træffe beslutninger for udskolingen.” Stine Stoltenborg, udskolingskoordinator

”Det er vigtigt for mig, at du har ledelseserfaring fra skoleverdenen, og at du arbejder

engageret og understøttende med at skabe følgeskab, en fælles retning og et godt

lærings- og arbejdsmiljø.” Kirsten Koudahl, skoleleder

Hvad du kommer med personligt

Du har en samarbejdende og modig tilgang til det at bedrive ledelse, hvor du ikke er bange for at sætte retning. Du har et godt overblik med øje for, hvordan sammenhængskraften på tværs af skolen kan styrkes. Samtidig er du en stærk faglig og relationel leder, hvilket ses i dit løbende samarbejde og dialog med ledelsesteamet, medarbejdere, elever og forældre. Du kan balancere dilemmaer, og du kan lede dig selv og bevare roen og overblikket – også i pressede situationer. Din kommunikation er troværdig og tydelig i skrift som i tale.

Du er samtidig en tillidsskabende leder, som ønsker at være fælles om opgaverne i ledelsesteamet, og som både forstår at være med til at sætte en visionær retning, men også formår at være realistisk og vedholdende ift. at implementere og forankre vores tiltag. Endelig er du en leder, der sikrer, at medarbejderne føler sig set, hørt og inddraget.

Dine nærmeste kolleger i ledelsesteamet

Ledelsesteamet består af skoleleder, viceskoleleder, afdelingsleder samt koordinator for Viben-SFO. Vi har to meget kompetente sekretærer, der løser mangeartede opgaver selvstændigt eller i samarbejde med ledelsen. Vi har en uformel omgangstone og en udpræget humoristisk sans.

Vi bestræber os på at være synlige og nærværende i hverdagens formelle som uformelle samtaler.

Vi har det godt sammen i ledelsesteamet og hjælper hinanden. En forudsætning for, at medarbejderne kan holde fokus på deres opgaver- og ansvarsområder, er, at vi i ledelsen skaber de bedst mulige rammer for dem. Derfor skal vi sætte en tydelig retning for skolen, så vi sikrer sammenhæng mellem mål og strategier og den faglige ledelse tæt på medarbejderne.

Hvem er vi?

I Ishøj Kommune arbejder vi ud fra den politisk vedtagne strategi om Stærke fællesskaber for alle børn og unge. Strategien sigter mod, at alle børn er en del af stærke fællesskaber, hvor deres trivsel, læring og udvikling er i fokus.

På Vibeholmskolen har vi omsat strategien til tre dogmer som grundlaget for vores praksis:

  • Vi har de børn, vi har
  • Vi laver deltagelsesmuligheder for alle børn i (lærings-)fællesskabet
  • Årgangens børn er alles børn

Vi er en fortrinsvis tosporet skole med ca. 530 elever og 70 imødekommende medarbejdere.

Vi prioriterer et tæt forældresamarbejde, og vi arbejder systematisk med alle børns faglige og sociale udvikling. Viben-SFO er en integreret del af skolen, og vi vægter et godt samarbejde mellem pædagogerne og lærerne. Det er vigtigt for os, at vi alle mødes ligeværdigt som mennesker i en bevidsthed om, at sammen laver vi en god skole og SFO for børnene og en god arbejdsplads for de voksne.


Ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes besat fra d. 1. december 2025.

Hvis du er interesseret i stillingen, ser vi gerne, at du kommer på besøg. Du kan kontakte skoleleder Kirsten Koudahl på telefon 24 46 67 94 eller mail kkoud@ishoj.dk for at lave en aftale.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning med CV på linket senest mandag d. 6. oktober 2025. kl. 12.00.

Vi holder 1. samtalerunde tirsdag d. 21. oktober og 2. samtalerunde mandag d. 27. oktober.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ishøj Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-10-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6575e281-a163-40cb-b391-092b59222b78

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet