Transportminister besøger Ishøj: Vil ikke love hjælp til støjproblemer

Profilbillede
dato

I starten af september var transportminister Benny Engelbrecht på støjbesøg i Ishøj - men han vil ikke love borgerne hjælp til støjgenerne. 

Ministeren var på besøg, så han selv kunne høre, hvor voldsom støjen er i området. I mange vestegnskommuner må borgere lægge øre til daglig støj fra motorvejen, når bilerne drøner forbi. 

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO kan trafikstøj medføre gener og helbredseffekter som hovedpine, søvnbesvær, stress, forøget blodtryk og forøget risiko for hjertesygdomme.

Ishøj Kommune har for nylig opført en 14 meter høj støjvold langs motorvejsstrækningen. Volden skulle skærme naboerne til motorvejen en smule, men den virker ikke som ønsket.  

“Støj er et kæmpestort problem i Ishøj Kommune, og vi har altid følt os lidt overset, når staten har delt ud af deres støjpuljer. Med det nye infrastrukturforlig der er indgået, er der jo afsat ekstra mange penge til støj”

Det siger spidskandidat for Socialdemokratiet Merete Amdisen til TV2 Lorry. Amdisen og Socialdemokratiet i Ishøj inviterede derfor partifællen Engelbrecht til Ishøj, så han kunne opleve problemet på tæt hold. 

Men transportministeren vil ikke love borgerne i Ishøj nogen penge, men lover i stedet at tage beboernes bekymringer og idéer med til Christiansborg:

”Det, der er vigtigt for mig, det er, at borgere som har en interesse i at gøre opmærksom på, at der er udfordringer med støj, der hvor de bor, de skal også høres.”

Kilde: Tv2 Lorry: "Transportminister på støjbesøg i Ishøj - han vil dog ikke love borgerne hjælp"