Pædagogfaglig leder til Piletræet
– med hjerte for specialpædagogik og blik for fællesskabet
Ishøj Kommune søger en engageret og udviklingsorienteret pædagogfaglig leder til daginstitutionen Piletræet – med særligt ansvar for vores specialgrupper.
Tænker du som Loke – og finder nye veje
Vi tror på, at de bedste løsninger opstår, når vi tør tænke anderledes og se muligheder, hvor andre ser begrænsninger.
Loke fra nordisk mytologi inspirerer os med sin intelligens, opfindsomhed og evne til at udfordre det bestående.
Vi ved godt, at Loke også rummer farlighed og lunefuldhed – men hos os handler det om at være konstruktiv kritisk og bruge nysgerrighed, kreativitet og mod til at skabe udvikling. Altid med etik og ansvar for øje.
Om stillingen
Som pædagogfaglig leder bliver du en del af ledelsesteamet i Piletræet – sammen med dagtilbudslederen og en anden pædagogfaglig leder.
Sammen har I ansvar for den pædagogiske ledelse og udvikling i hele institutionen – du med særligt fokus på vores specialgrupper, som er målrettet børn med behov for en specialpædagogisk indsats.
Vi arbejder ud fra en helhedsforståelse, hvor specialpædagogikken kan bidrage til at kvalificere og styrke den almene praksis.
Gennem differentiering, inklusion og opmærksomhed på børns individuelle behov skaber vi inkluderende fællesskaber, hvor alle børn – uanset forudsætninger – får mulighed for at deltage, trives og udvikle sig.
Dine opgaver og ansvar
Du får ansvar for at lede og udvikle den pædagogiske retning i specialgrupperne og være tæt på både børn, forældre og medarbejdere i den daglige praksis.
Du omsætter lovgivning og pædagogiske mål til meningsfuld praksis, styrker kvaliteten, udarbejder individuelle udviklingsplaner og sikrer løbende evaluering.
Samtidig indgår du i det fælles ledelsesteam, hvor du får en vigtig rolle i at bygge bro mellem det specialpædagogiske tilbud og den almene praksis.
i det fælles bidrager du aktivt med faglighed, deltagelse og blik for helheden til en stærk kultur, faglig sparring og fælles retning.
Du samarbejder tæt med medarbejdere, forældre og tværfaglige partnere for at sikre inkluderende og trygge læringsmiljøer.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, der har solid erfaring med pædagogisk arbejde – gerne inden for specialområdet – og som har lyst til, eller erfaring med, ledelse.
Du har blik for børns trivsel og udvikling, og du formår at skabe læringsmiljøer, hvor både børn og voksne mødes med faglighed, nysgerrighed og respekt – hvor forskellighed ikke bare accepteres, men betragtes som en styrke og en ressource, der beriger fællesskabet.
Din uddannelsesmæssige baggrund er pædagog med specialisering i Social- og specialpædagogik – eller en god begrundelse for at have noget andet.
Det vigtigste for os er, at du har børnene på sinde, lyst til ledelse og evnen til at sætte en tydelig faglig retning, der bygger på tillid og inddragelse.
Det tilbyder vi dig
Vi tilbyder en meningsfuld pædagogfaglig lederstilling med stor indflydelse på både det specialpædagogiske og det almene område.
Du bliver en del af en fagligt kompetent og engageret personalegruppe, som brænder for fællesskabet og for det enkelte barns udvikling.
Hos os får du mulighed for både faglig og personlig udvikling, kurser og ledelsessparring – og du bliver en del af et arbejdsmiljø, hvor støtte, anerkendelse og fælles ansvar er bærende principper.
Her er der også plads til både det sjove og det seriøse.
Under overskriften ’Stærke Fællesskaber’ er vi I Ishøj gået i gang med implementeringen af en strategi på tværs af børne-, unge- og fritidsområdet, der skal sætte retning og mål for arbejdet med stærke børne- og ungefællesskaber i de lokale dagtilbud og skoler og videre i fritidslivet. Du vil blive en del af denne proces og får mulighed for at engagere dig i arbejdet med strategien. Afhængig af dine kompetencer og ønsker, kunne det fx være som en del af en af de kommunale arbejdsgrupper, der skal kvalificere strategiens indsatsområder, eller som tovholder for den lokale udviklingsplan, som konkret definerer, hvordan du som del af ledelsen i Piletræet vil engagere medarbejdere i arbejdet med strategiens vision og indsatsområder.
Praktisk information
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale. Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Vil du vide mere? Kontakt: institutionsleder Anne-Marie Krab Larsen på 2934 1559 eller aklar@ishoj.dk eller pædagogfaglig leder Nathasja Graulund på 3071 8255 eller på nalgr@ishoj.dk for spørgsmål.
Du kan også aftale et besøg i institutionen.
Send din ansøgning, CV og relevante bilag via Ishøj Kommunes rekrutteringssystem senest 9. juni 2025. Vi afholder ansættelsessamtaler onsdag d. 18. juni 2025 om eftermiddagen/først på aftenen.
Lyder det som noget for dig? Så glæder vi os til at høre fra dig!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ishøj Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 09-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/01b1c0ce-b03a-423a-b347-63afdd0bc413