Vil du være med til at skabe tryghed, struktur og udvikling for en borger inden for autismespektret – og samtidig blive en del af et område i udvikling?
I Det Sociale Udføreområde (DSU) i Ishøj Kommune søger vi fortsat den rette pædagog til et intensivt 1:1-støtteforløb i afdeling 3.
Stillingen er for dig, der trives i det tætte relationsarbejde, finder faglig mening i de små fremskridt og motiveres af at være med til at skabe de bedste rammer for et menneskes udvikling over tid.
Forløbet
Borgeren bor aktuelt hjemme hos familien, men den støtte, vi leverer i dag, foregår primært i en skærmet enhed, som skaber tryghed, struktur og genkendelighed i hverdagen. Støtten ydes de fleste dage i tidsrummet kl. 06.00-19.00.
Borgeren overtager nu egen bolig som led i en gradvis udviklingsproces mod et mere selvstændigt voksenliv. Den eksisterende støtte fortsætter som udgangspunkt uændret i forbindelse med indflytningen, så overgangen sker i kendte og trygge rammer.
Når borgeren er faldet til i den nye bolig, vil indsatsen gradvist blive udvidet. I første omgang etableres støtte og aflastning i boligen ét døgn om ugen. Senere er det planen, at indsatsen udvides til støtte fra torsdag til mandag hver 4. uge med et langsigtet perspektiv om gradvist øget tid i egen bolig.
Der arbejdes samtidig med en ambition om på længere sigt at etablere flere boliger målrettet lignende indsatser i området. Målet er at understøtte mulighederne for fællesskab, social deltagelse og et mere selvstændigt voksenliv for borgerne.
I takt med at området udvikler sig og flere borgere tilknyttes, vil der over tid kunne opstå mulighed for at arbejde mere på tværs af indsatserne.
Forløbet er kendetegnet ved tydelig struktur, høj grad af genkendelighed og et tæt pårørendesamarbejde omkring borgerens trivsel og udvikling.
Opgaven
Som medarbejder arbejder du primært alene sammen med borgeren, men altid som en del af et fælles fagligt team omkring indsatsen.
Du skal kunne skabe ro, struktur og tydelighed i hverdagen og samtidig være opmærksom på de små tegn på trivsel, udvikling og belastning.
Dokumentation er en integreret del af arbejdet. Der arbejdes systematisk med mål og delmål, og indsatsen dokumenteres fagligt og præcist i CURA.
Vi søger dig, der
- er uddannet pædagog, eller har anden socialfaglig baggrund
- har erfaring med eller interesse for borgere inden for autismespektret
- trives i 1:1-arbejde og kan holde fast i struktur og genkendelighed
- arbejder selvstændigt og reflekteret og står sikkert i din faglighed
- kan arbejde inden for en fastlagt struktur og bidrage til en ensartet indsats
- ser dokumentation som et redskab til kvalitet og fælles faglig udvikling
- kan være nærværende og relationel uden at blive privat
Det er samtidig vigtigt, at du kan navigere i en afdeling under udvikling, hvor der arbejdes målrettet med at opbygge fælles struktur, tydelige rammer og høj faglig kvalitet.
Ledelse og faglig ramme
Afdeling 3 blev etableret pr. 1. januar 2026 og er fortsat under opbygning som afdeling og fagligt fællesskab. Flere indsatser er hjemtaget fra privat drift, og der arbejdes målrettet med at skabe fælles struktur, genkendelighed og høj faglig kvalitet.
Medarbejdere arbejder selvstændigt på flere adresser og primært i borgernes egne hjem. Ledelse udøves derfor gennem tydelig rammesætning, faglig sparring og høj tilgængelighed frem for daglig fysisk tilstedeværelse.
I DSU arbejdes der med tydelige rammer og understøttelse af medarbejdernes faglige dømmekraft.
Hvorfor vælge denne stilling?
I denne stilling får du mulighed for at følge ét menneskes udvikling tæt og være med til at skabe de rammer, der kan gøre en reel forskel i et menneskes liv.
Du bliver en del af en afdeling, hvor vi arbejder målrettet med at opbygge fælles struktur, høj faglig kvalitet og et stærkt fagligt fællesskab. Selvom en stor del af arbejdet foregår selvstændigt hos borgerne, er det vigtigt for os, at ingen står alene med opgaven. Vi prioriterer sparring, supervision og fælles refleksion, men også de relationer, der gør det rart at gå på arbejde. Der skal være plads til både faglige diskussioner, humor og kolleger, der hjælper hinanden, når hverdagen kalder på det.
Du får:
• stor indflydelse på den pædagogiske indsats omkring borgeren
• mulighed for at arbejde relationelt og langsigtet
• en hverdag med høj grad af selvstændighed og fagligt ansvar
• tæt faglig sparring med leder og kolleger og ekstern supervisior
• tydelige rammer og en ledelse, der er tilgængelig og tæt på opgaven
• mulighed for at bidrage til udviklingen af afdelingens faglige praksis
• et fagligt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og arbejder mod fælles mål
Lyder det som noget for dig?
Så glæder vi os til at modtage din ansøgning.
Ansøgningsfristen er torsdag d. 25. juni.
Kandidater, der går videre til samtale, kontaktes fredag d. 26. juni
Samtaler afholdes mandag d. 29. juni
Stillingen ønskes besat d. 1. august
Nysgerrig?
Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker du at høre mere, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Martin Pedersen på telefon 23 27 66 70.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ishøj Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/074d7677-dcef-491c-8af4-4da0f0235cb0