Af Merete Amdisen
Beboerne i og omkring Ørnekærsvænge kan se frem til lettere adgang til bussen, efter at Ishøj Byråd kort før sommerferien godkendte etablering af to nye adgangsveje til stoppestedet for linje 400S ved Baldersbækstien.
Om baggrunden for beslutningen forklarer Henrik Olsen (S), næstformand for Teknik- og Bygningsudvalget i Ishøj:
"Den eksisterende adgang kan kun ske via to stejle trapper fra Baldersbækstien, med mindre man vil gå på kørebanen eller gennem skov. Det gør adgangen vanskelig for gangbesværede og forældre med barnevogn"
Henrik Olsen peger på, at etableringen især er blevet nødvendig, fordi boligselskabet Boverian til efteråret åbner 55 nye seniorboliger i området.
Foto: Henrik Olsen (S) næstformand for teknik og bygningsudvalget
"Vi ved at andelen af gangbesværede er højere blandt seniorer. Og i forvejen er området et blandet parcelhuskvarter, hvor der også bor en hel del børnefamilier. Derfor kunne vi ikke udskyde denne beslutning længere".
Ishøj Kommune vil nu etablere to ramper, som fra Baldersbækstien rammer busstoppestederne uden trappetrin og uden at være alt for stejle.
Forslaget kommer fra grundejerforeningen Ørnekærgård og blev principielt godkendt af Teknik- og bygningsudvalget i maj måned i år. Men finansieringen manglede.
Henrik Olsen, der også er medlem af Økonomiudvalget, fortæller at "det lykkedes at finde nogle penge der var tilovers fra ombygningen af staldbygninger ved Bredegærgård, så ramperne kan etableres"
De nye ramper ved Ørnekærs Vænge, der skal styrke tilgængeligheden mellem stisystemer og stoppesteder bliver bare de første af sin art, i de kommende år vil der blive prioriteret midler til at modernisere adgangsforholdene til stoppestederne i kommunen, siger Henrik Olsen.
Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.