Byrådet i Ishøj har sat 60 millioner kroner af til at bygge et nyt jobcenter i Ishøj.
Det nye jobcenter bygges, for at give arbejdsformidlingen de bedste vilkår, og derfor udbygges Brohuset med en ny afdeling, hvor Jobcenter og Borgerservice skal være.
“Det er noget, der kommer til at ligge næsten inde midt i Brohuset. Der bliver plads til Borgerservice, Hjælpemiddelcentral og Jobcenter. Vi mener, vi har penge til det. Vi kan samle en masse funktioner, som er spredt. Vi kan ikke have borgerservice til at sidde i bycentret. Det er usundt, og vi får det ene påbud efter det andet af arbejdstilsynet.”
Det siger borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten til Sjællandske Nyheder.
Den nye tilbygning kommer til at rumme 80 kontorpladser, og en frokoststue til 50 personer. Der bliver også lavet et 655 kvadratmeter stort hjælpemiddeldepot.
Desuden kommer der 20 samtalerum, to rummelige mødelokaler og et velkomstområde med PC til borgere, uformelt mødelokale og tjek-in skranke.
Byrådet har diskuteret op til afgørelsen, om byggeriet skulle foregå i to eller tre etager. En tredje etage betød nemlig 20 millioner mere. Hensynet til ordentlige arbejdsforhold og udsigten til alligevel at skulle bygge en tredje etage senere pga. kapacitetsproblemer, var afgørende for at byrådet besluttede at bygge i tre etager.