Til marts tiltræder ny kultur- og fritidschef på posten i Ishøj. Det drejer sig om den 43-årige Marie Bukh Dreier, der tidligere har bestredet lignende stilling i Solrød.
Efter mange års tro tjeneste hos Ishøj Kommune bliver det nu til pension for John Romlund. Den nye kvinde på posten kultur- og fritidschef bor til dagligt i København, hvor hun er storforbruger af og fortaler for kulturlivet.
Nu går turen til engagement for Ishøjs kulturliv. Kvinden er Marie Bukh Dreier, der også selv er aktiv indenfor idrættens verden.
Begge områder er højt prioriteret i Ishøj, hvor der gennem årene har været stor fokus politisk, men også i investeringsøjemed, hvor kommunale tilbud og borgertilbud går op i en højere enhed.
En kvinde med bred erfaring
Marie Bukh Dreier har tidligere besat stillinger som souschef for Center og Kultur samt Idræt & Sundhed, ligesom hun også været teamleder for Politik & Organisation i Fredensborg Kommune.
Med sig i bagagen har hun ligeledes fra Københavns Universitet en kandidatgrad i sociologi og fra CBS en master i Public Governance.
Marie Bukh Dreier tiltræder den nye stilling som kultur- og fritidschef d. 1. marts 2022.