BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Mobilitetsmedarbejder til Ishøj Kommune som vil være med til at skabe rammerne for grønnere transport?
Brænder du for at arbejde strategisk med sammenhængende trafik- og mobilitetsløsninger, der kan bygge bro mellem trafik og byudvikling. Kan du hjælpe med at finde løsninger på nutidens og morgendagens mobilitetsudfordringer og dermed bidrage til at gøre Ishøj Kommune til et endnu mere attraktivt sted at bo og arbejde? Så har du muligheden for at komme med på holdet, så dine idéer og evner kan være med til at påvirke fremtidens bæredygtige mobilitet i Ishøj.
Ishøj er en del af Klimakommunenetværket ”Klimaalliancen” og har et mål om at reducere CO2-udledningen med 66 pct inden 2030. På energidelen er der sat mange projekter i søen, men særligt på transportområdet er der store udviklingspotentialer. Med den rette indretning af byrum, brug af mikromobilitet, fokus på trygge og velfungerende cykelstinet og ændret adfærd er der et stort potentiale for at vende udviklingen i retning af, at flere tilvælger kollektiv transport, cyklen eller at bevæger sig til fods.
Derfor opruster vi og søger en ny kollega, som vil hjælpe med at løse de mange spændende opgaver. Du skal bl.a. stå i spidsen for at udarbejde en mobilitetsstrategi og -handleplan, som skal bidrage til, at trafik og mobilitet i højere grad bliver en integreret del af byudviklingen og målene i Ishøj Klimaplan nås.
Konkrete opgaver
Vores portefølje af opgaver spænder bredt fra helhedsplaner, lokalplaner, vejprojekter, knudepunktsudvikling, cykelplanlægning, trygge og sikre skoleveje til parkeringspolitik og at finde balancen mellem parkering og plads til at udmønte mål og visioner for bæredygtig mobilitet. Alt sammen planer og projekter, der skal koordineres i et samlet system og understøtte kommunens udvikling.
Udover at du er projektleder på en mobilitetsstrategi og -handleplan vil du alt efter din erfaring og kompetencer komme i berøring med nedenstående opgaveområder:
- Mobilitetsaspektet i udarbejdelse af lokalplaner
- Cyklisme, fodgængere og mikromobilitet/delemobilitet
- Tværkommunale samarbejder, herunder Supercykelstier, Gate21, letbanesamarbejde mv.
- Bæredygtig mobilitet og klimaproblematikker
- Trafikale analyser i samarbejde med vejkontoret
- Parkeringsanalyser
- Borgerinddragelse og samskabelse
Profil
Vi kunne godt tænke os, at
- Du har en relevant akademisk uddannelse
- Du har erfaring med mobilitets- og infrastrukturplanlægning og viden om integreret byudvikling- og mobilitetsplanlægning
- Gerne erfaring med adfærdsregulerende tiltag, adfærdskommunikation mv.
- Du er analytisk, helhedsorienteret og har en kreativ tilgang til opgaveløsning
- Du er handlingsorienteret og ikke bange for at tage initiativ
- Du kan arbejde meget selvstændigt og tage ansvar for egne opgaver og kan samtidig indgå i samarbejder og sparring med kollegaer og eksterne samarbejdspartnere
- Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation
Der vil desuden blive lagt vægt på dine kompetencer for skriftlig og mundtlig kommunikation. Du skal kunne håndtere og bevare overblikket i projekter med mange aktører og forstå den politiske kontekst, du arbejder i. Du skal desuden være fleksibel i opgaveløsningen samt have en positiv og professionel tilgang til dit arbejde.
Det kan du forvente af os
Du vil organisatorisk høre til i planteamet i Center for Byudvikling og Natur, men du vil have meget tæt samarbejde med Center for Ejendomme og Arealer, hvor landskabs- og vejafdelingen hører til, og hvor det overordnede ansvar for klimaplanen ligger.
Vi brænder alle for vores opgaver og er dygtige til at sætte vores forskellige fagligheder i spil. Vi arbejder tværfagligt og har ansvaret for at udvikle og indrette byen og byrummene samt kommunens mobilitet og infrastruktur. Du får mulighed for en høj grad af medledelse og et stort ansvar under tillid, hvilket giver mulighed for at udvikle fælles arbejdsopgaver og rum for udvikling af egne kompetencer. Vi arbejder på tværs af kommuner og deltager i forskellige relevante faglige netværk. Vi har et godt arbejdsmiljø, hvor opgaverne løses i en uformel, behagelig og humoristisk omgangsform.
Lidt om Ishøj
Ishøj er midt i en spændende tid, hvor Ishøj Byråd med en ny vision ”Fælles om Mulighedernes Ishøj” har sat en retning for udvikling af byen ift. at skabe en grøn, klimarobust og bæredygtig kommune, hvor naturen, det grønne og et rent miljø gør det let og attraktivt at leve aktive udeliv året rundt. Vi er i gang med flere udviklingsprojekter indenfor byudvikling og en række projekter under klimaplanen.
Ishøj By er bygget på baggrund af tanker om kollektiv infrastruktur i 1970’erne og er i dag stadig et trafikalt knudepunkt med S-tog, S-busser og fra 2025 med en letbane til Lyngby. Med 9 minutter til KBH S og 18 minutter til København H er Ishøj skræddersyet til at være foregangskommune for bæredygtig mobilitet. Alligevel er Ishøj i høj grad indrettet til biler med brede veje og let adgang til to motorveje, og bilejerskabet er forholdsvist højt.
Løn og ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid 37 timer ugentligt. Vi har fleksibel arbejdstid. Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst. Tiltrædelse hurtigst muligt eller senest den 1. august 2024.
Samtaler
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i mandag-torsdag i uge 25.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ishøj Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6042573