Vil du være med til at gøre en konkret forskel for miljø og klima, som faktisk kan måles? Brænder du for genanvendelse, genbrug og cirkulær økonomi? Og har du erfaring med involvering af og samarbejde med borgere, virksomheder samt implementering af lovgivning?
Så har vi en spændende stilling til dig i vores miljøteam.
Ishøj Byråd er optaget af at øge genanvendelsen af affaldet i kommunen, og der er derfor tale om en ny stilling, så der er gode muligheder for at udvikle og udforme stillingen alt efter dine kompetencer og interesser.
Konkrete opgaver
Ishøj Kommune går en spændende tid i møde på affaldsområdet, hvor der skal udarbejdes en ny affaldsplan og sættes en række aktiviteter i gang, som kan forbedre genanvendelsen i kommunen:
- Kommunikationskampagner og andre tiltag til forbedring af borgere og virksomheders affaldssortering
- Et opsøgende arbejde med at udtænke bedre affaldsløsninger i samarbejde med boligforeninger og grundejerforeninger
- Affaldstilsyn hos virksomheder og byggepladser
- Behandling af anmeldelser om byggeaffald
- Udvikling og tilsyn med affaldsordninger og samarbejde med Vestforbrænding og Ressourceindsamling, herunder revideret storskraldsordning
Vi forventer, at du:
- har en relevant akademisk uddannelse
- har erfaring med affaldsområdet, myndighedsarbejde, miljøområdet eller gerne vil lære det
- er god til at tale med folk og kan samarbejde med både borgere, virksomheder, kollegaer og eksterne samarbejdspartnere
- er god til kommunikation og at tænke i at flytte adfærd
- har flair for IT
- er struktureret, god til at skabe fremdrift og kan tænke strategisk
- har gå-på-mod og godt humør
Hvem er vi?:
Som medarbejder i vores miljøteam i Center for Byudvikling og Natur vil du have tæt samarbejde med centrets øvrige faglige medarbejdere. Det inkluderer bl.a. fagområderne naturforvaltning, byplanlægning, GIS, byggesagsbehandling samt Strandparkens sekretariat. I Center for Byudvikling og Natur har vi en uformel omgangstone med fokus på samarbejde og fælles opgaveløsning. Hos os skal det være sjovt og givende at gå på arbejde, og vi prioriterer kompetenceudvikling højt.
Yderligere oplysninger:
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 47 eller først i uge 48, 2025. Forventet tiltrædelse 1.januar 2026.
Den ugentlige arbejdstid er som udgangspunkt 37 timer. Vi har fleksibel arbejdstid med mulighed for hjemmearbejde.
Du ansættes med løn- og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer og gældende overenskomst.
Arbejdspladsen er fysisk placeret på Ishøj Rådhus i Ishøj Bycenter - 5 minutters gang fra Ishøj Station (9 min til Kbh. Syd med S-tog). Der er også busser og en letbane, som snart åbner, ligesom vi har plads til din cykel i kælderen, hvor der også er badefaciliteter.
Ishøj Kommune ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordres både kvinder og mænd uanset
alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Lidt om Ishøj?
Ishøj er en mindre kommune med ca. 24.000 indbyggere. Ishøj har ca. 75 % landzone med bl.a. tre charmerende landsbyer og 25 % byzone centreret omkring station og center. Der findes i Ishøj bl.a. blandet boligbyggeri med en 50/50 fordeling mellem almene og ejerboliger, 2 kolonihaveforeninger, en nyttehaveforening, en havn, en campingplads, et bycenter, to erhvervsområder, en strand, en dyrepark, skove og skønne naturområder og meget mere. Ishøj kommune er som en del af hovedstadsområdet en del af Landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning – Fingerplanen, der fastsætter rammer for hovedstadsområdets udvikling- herunder bl.a. de grønne kiler og transportkorridor.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ishøj Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-11-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/43c7f835-2145-4fa9-ad7a-b5fad624226c