Ishøjs nye borgmester hedder Merete Amdisen fra den 1. januar 2022. Det bekræftede byrådet formelt på det konstituerende byrådsmøde torsdag den 9. december, hvor Amdisen (S) blev udpeget af et flertal.
Det betyder, at Ishøj for første gang nogensinde har en kvindelig borgmester på posten. Pia Skourup (V) fik posten som viceborgmester, og Murat Kütük blev 2. viceborgmester.
“Den tillid, I har vist mig, forpligter. Det er jeg fuldstændig klar over, og det er både med glæde, stolthed og en vis portion ydmyghed, at jeg kaster mig ud i opgaven,” sagde Merete Amdisen ved mødet ifølge kommunens pressemeddelelse.
Merete Amdisen har siden 1997 arbejdet som lærer inden for det specialiserede børneområde, inden hun startede sin politiske karriere, en karriere, som har nået et markant højdepunkt med udpegningen som borgmester.
Amdisens fokusområder er især den grønne omstilling: Der skal bl.a. plantes flere træer i Ishøj, og så håber hun også, at støjproblemerne fra motorvejen kan afhjælpes via bevilling af midler fra staten.