Har du lysten og evnerne til at gøre en forskel for dine kollegaer?
Så har du som lønkonsulent i Ishøj Kommune mulighed for at arbejde med komplekse og spændende lønopgaver, samarbejde tæt med engagerede og dygtige kollegaer – og bidrage aktivt med at sikre høj kvalitet i vores arbejde med at hjælpe og understøtte ledere og medarbejdere.
Med denne stilling får du en unik mulighed for at præge indholdet og retningen i jobbet, da Lønteamet er i gang med en række spændende udviklingsprojekter, som skal styrke vores arbejdsgange og skabe en mere robust og fremtidssikret opgaveløsning.
Du vil få en vigtig rolle i vores afdeling, som udover Lønteamet også består af kollegaer fra Bogholderiet og Opkrævning- og ejendomsskat. Hele afdelingen har en stor kontaktflade med resten af organisationen, og der vil således være en del HR-relaterede opgaver.
Din profil
Du kan lide at have styr på detaljerne og er stærkt motiveret af at yde god service. Du er vant til digitale løsninger og trives med at være en del af et team, hvor man hjælper hinanden og vægter samarbejde højt. Samtidig har du en struktureret tilgang til opgaverne og tager ansvar, når der skal leveres. Du har erfaring med løn – gerne fra en kommune – men det vigtigste er, at du har lysten og modet til at tage fat.
Arbejdsopgaver og kvalifikationer
Du vil være en del af den daglige drift indenfor lønadministration, og derudover vil der være nogle specialistopgaver og projekter, som kan komme i spil. Du kan få mulighed for at få en central rolle i implementeringen og håndteringen af EU’s nye regler om løngennemsigtighed. Det betyder også, at alt efter dine kompetencer og interesser, vil du kunne få indflydelse på stillingens indhold, da vi er optaget af at udnytte teamets kompetencer bedst muligt.
Vi forestiller os du har:
- Erfaring med løn- og personaleadministrative opgaver
- Erfaring med Refusioner – både barsel og sygdom
- Gerne kendskab til KMD OPUS vagtplan
- Gerne kendskab til lønrelaterede afstemninger – eller i hvert fald mod på at få det
Den perfekte profil har erfaring med alle disse opgaver fra en tilsvarende stilling, men vi ved også at alle ikke er perfekte. Så i Lønteamet prioriterer vi kompetenceudvikling højt, så er der opgaver du endnu ikke har stiftet bekendtskab med, vil du få en grundig oplæring. Det giver dig optimale muligheder for både faglig fordybelse og personlig udvikling.
Det der virkelig betyder noget, er din drivkraft, motivation, interesse for løn, og at du bidrager til teamets sociale og faglige arbejdsmiljø.
Vi anvender KMD OPUS løn og personale, så et kendskab hertil vil være en fordel, men ikke et krav. Du er åben for nye måder at gøre tingene på og sætter pris på kvalitet i opgaveløsningen, ligesom du er hurtig til at danne dig et godt overblik, og er god til at planlægge og prioritere dine opgaver. Du er åben og udadvendt i din kontakt med både kollegaer i Lønteamet og i resten af organisationen.
Vi tilbyder
En spændende stilling med mange samarbejdsflader rundt i organisationen og en god udsigt ud over kommunen og Køge Bugt. Gode og dygtige kollegaer, mulighed for personlig og faglig udvikling – på en arbejdsplads hvor vi arbejder hen imod at blive ’Danmarks bedste arbejdsplads’. Vi lægger vægt på god trivsel, lyst og evne til at samarbejde og gøre dagligdagen lidt lettere for vores kollegaer. Vi har mange af KMD’s digitale løsninger til at understøtte vores lønadministration, så vores ressourcer bruges bedst muligt.
Stillingen er normeret til 37 timer, og tiltrædelse er pr. 1. oktober 2025.
Aflønning sker efter gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfrist 25. august 2025 kl. 9.00
Vi afholder samtaler i uge 35 den 27. og 28 august 2025
Ansøgningen sker ved at udfylde spørgsmålene på Ishøj Kommunes Rekrutteringsplatform HR-ON.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, så kontakt faglig koordinator Mia Syrene Leegaard Holm på tlf.: 43 57 7066 eller mail: milho@ishoj.dk
Om Ishøj
Kommunen har ca. 2300 ansatte.
Det moderne Ishøj ses omkring Ishøj Bycenter. Her er der gader og torve med rådhus, butikker og spisesteder af enhver art. Det gamle Ishøj ses i landsbyerne Torslunde, Tranegilde og Ishøj Landsby. Her er der stråtækte huse, gamle kirker og gravhøje.
Ishøj er en grøn kommune med vådområder, mark og skov på mere end 75 procent af arealet. Ishøj er byen ved stranden med lystbådehavn, campingplads og indsøer. Ishøj er en flerkulturel by med mange nationaliteter, et spirende musikliv og enestående museer. Ishøj er Vestegnens uddannelses by med unge, der flokkes på vej til gymnasiet, handelsskolen eller teknisk skole.
Det er nemt at komme til og omkring i Ishøj. S-toget stopper ved stationen ni gange i timen, og er kun 18 min. fra Københavns Hovedbanegård. Der er direkte adgang til motorvejen. På 37 kilometer beskyttede cykelstier kan både børn, unge og ældre færdes trygt og sikkert rundt i hele kommunen.
Du kan læse mere om Ishøj Kommune og vores organisering på kommunens hjemmeside, www.ishoj.dk.
Ishøj Kommune ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordres kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Der gøres opmærksom på, at Ishøj Kommune har indført røgfri arbejdstid pr. 1. august 2019.
Hvis du vil vide mere om at arbejde i Ishøj Kommune, kan du kigge videre her:
http://nyijob.ishoj.dk/ny-i-job
Vi er en digital arbejdsplads, som vægter beskyttelsen af borgernes personoplysninger højt. Derfor skal du bruge dit personlige MitID for at identificere dig selv, såfremt du bliver ansat og skal have adgang til kommunens IT-systemer.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ishøj Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/79de1c0a-ed5f-4ef7-b886-b09b1334d7d8