Lema System Service: En familievirksomhed med stærke værdier

Foto: Lema System Service. Lema System Service har leveret professionel rengøring i mere end 25 år.
Profilbillede
dato

Her får du historien om nogen, du støder oftere på i din hverdag, end du lige går og tror. Én af hverdagens helte, om du vil. I dette portræt kan du møde rengøringsfirmaet, Lema System Service, der med sine 32 år på bagen efterhånden hører til blandt Ishøjs ældre virksomheder.

63-årige Leo Madsen, der er direktør i og indehaver af Lema System Service, klager ikke over udviklingen i sin virksomhed i øjeblikket.

Det har han i øvrigt heller ikke grund til, for hvis der er nogen, som har haft kronede dage, efter Covidpandemien gjorde sit indtog, så har det netop været rengøringsindustrien. 

Kigger du på Lema System Service, så er det et glimrende eksempel på én af de virksomheder, der efter restriktionernes ophør er gået fra at tælle nogle ganske få medarbejdere til efterhånden at beskæftige op mod 11 ansatte og kollegaer. Det var bestemt ikke tilfældet tilbage i 1990, da selskabet blev stiftet. 

Hos VORES Ishøj er vi naturligvis altid interesseret i at snakke med kommunens virksomheder (store som små), og vi skal da også indrømme, at vi blev nysgerrige på at lære Lema System Service endnu bedre at kende, da det gik op for os, at selskabets direktør ikke stod nævnt på sin egen hjemmeside, selvom andre medarbejdere både var angivet med navn og portrætfoto.

Måske et tegn på en succesfuld direktør, der foretrækker at nyde sin succes anonymt? 

Det er set før, og kan selvfølgelig være forståeligt nok, men det gør det også til en oplagt journalistisk godte, vi som medie naturligvis blev nødt til at følge op på. 

En direktør med hænderne i mulden 

Da vi så får kontakt til Lema System Service, er det bare ikke Leo Madsen, som vi får i røret, men derimod hans økonomi- og administrationsansvarlige, Nicolai Nielsen.

Han fortæller, at Leo er ude at gøre rent lige nu, men at han godt kan tale på virksomhedens vegne. Han skynder sig at forsikre os om, at det hverken er fordi, hans chef er synderligt sky eller foretrækker at være særlig anonym. Tværtimod er der ikke nogen, der er mere engageret i virksomhedens drift end netop Leo: 

“Vi har en rigtig rar, kompetent og engageret chef, som er meget bevidst om sine egne styrker og svagheder. Han er utrolig produktiv, og bruger de fleste af sine timer på selv aktivt at betjene vores kunder, og så lader han os andre om at håndtere de mere administrative opgaver,” fortæller Nicolai. 

Nicolai selv har været ansat hos Leo siden 2014, og han har generelt kun pæne ting at sige om sin arbejdsplads, der ligger på direktørens hjemmeadresse i Ishøj: 

“Vi ser det særligt som en styrke, at vi er en familievirksomhed, for selvom vi ikke alle er direkte beslægtet, er der sådan en særlig ånd, der gør, at man er villig til at gå en ekstra mil for hinanden. Det er en familievirksomhed med stærke værdier,” forklarer han.


Foto: Privat // Lema tilbyder en bred vifte af ydelser, fra almindelig rengøring og vedligeholdelse, til forskellige specialopgaver.

Coronakrisen har øget efterspørgslen, men konkurrencen er hård 

Da vores samtale begynder at dreje over på, hvad det egentlig er, der har gjort, at Lema System Service har udviklet sig så positivt de seneste par år, er Nicolai ikke så meget i tvivl om, hvilken faktor der har været den mest afgørende:

“Vi kommer jo nok ikke udenom, at coronakrisen generelt har øget efterspørgslen efter vores ydelser,” siger han og uddyber:

“Det har betydet, at vores eksisterende kunder har fået nogle meget større forventninger til hygiejnen på deres arbejdsplads, og det betyder jo så også, at de booker flere rengøringer hos os,” forklarer han.

På den måde kan man sige, at selvom coronakrisen har betydet kronede dage for branchen som helhed, så er det i Lema System Services tilfælde ikke fordi, den øgede vækst er kommet så meget fra nye kunder. 

Og netop de nye kunder er der kamp om. Rengøringsbranchen er generelt kendt for at være en branche, der består af mange små enkeltmandsvirksomheder, og derfor er der selvsagt også mange om buddet, hver gang en ny kunde melder sig på banen: 

“Men vi gør os umage med at ligge prismæssigt lavt sammenlignet med resten af markedet, og så mener vi jo også, at vores mange år i branchen vidner om, at vi leverer en vis kvalitet. Det kan f.eks. lade sig gøre, fordi vores egen direktør er så engageret i driften, som han er,” fastslår Nicolai. 

Nicolai er samtidig også af den overbevisning, at ligesom man allerede nu skal leve op til nogle ret skrappe kapitalkrav for at kunne byde ind på offentlige opgaver, så vil det i fremtiden også blive sværere som enkeltmandsvirksomhed at leve op til de endnu højere kvalitetskrav, man stiller fra den private sektor: 

“Der er jo kun 24 timer i døgnet, og enkeltmandsvirksomhederne lever ligesom os andre af at betjente flere kunder. Når vi så samtidig kan se, at virksomhederne stiller større krav til hygiejnen, skal man som virksomhed investere flere ressourcer i den enkelte kunde, og så bliver det sværere som enkeltmand at konkurrere på pris, hvis man skal bruge for meget tid af gangen hos disse enkelte kunder."

"Der er det lettere for os lidt større virksomheder, for vi kan tåle at tjene lidt mindre på den enkelte kunde uden at gå ned på kvaliteten,” forklarer han. 

Ishøj har en god placering, men vi skal være bedre til at bakke op lokalt 

Så selvom coronakrisen i hvert fald i Lema System Services tilfælde har betydet ekstra fyldte ordrebøger, så er det altså ikke fordi man helt kan ignorere den konkurrence, der kommer udefra. 

Omvendt er man også begyndt at opleve, at man kan drage nytte af nogle af de fordele, der opstår, når man som virksomhed får en vis størrelse. Det har f.eks. gjort, at de nu kan byde ind på langt flere af de eftertragtede (men også kapitalkrævende) offentlige opgaver. Her har Ishøj vist sig som en særlig god placering for virksomheden: 

“Vi har jo altid lagt i Ishøj, og i og med vi har holder til på chefens hjemmeadresse, har vi heller ikke umiddelbart nogle planer om at flytte lige foreløbigt. Ishøj er for os et rigtig godt udgangspunkt, fordi det ligger så centralt i forhold til de andre kommuner, hvor vores kundegruppe er koncentreret."

"På den måde kunne vi ikke ønske os en bedre by at ligge i end Ishøj,” siger Nicolai. 

Han slutter dog også af med en lille opsang til lokalsamfundet: 

“Vi kunne jo godt ønske os nogle flere kunder i selve Ishøj. Man kan godt nogle gange komme til at savne lidt den her lokale ånd, som man ser mange steder i Jylland, men også syd for København, hvor man virkelig tænker over at bakke sine lokale virksomheder op."

"Det gælder både i forhold til de kommunale udbud, men også i forhold til hvem vi som privatpersoner køber vores ydelser af. Vi skal bakke hinanden op lokalt,” siger Nicolai afslutningsvis.

Ønsker du også at bakke op om én af Ishøjs lokale, ældre virksomheder? Og mangler du samtidig en kompetent samarbejdspartner til at sikre hygiejnen på din arbejdsplads?

Kontakt da Lema System Service enten på tlf. 43 54 50 45 eller find deres øvrige kontaktoplysninger via deres hjemmeside her. 

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Lema System Service