Nyheden er fra Ishøj Volley & Beachvolleyklub
Vores klubsekretær, Maibritt Skouborg, stoppede desværre ved årsskiftet til 2021. Ikke med vores gode vilje - men fordi den pulje penge, som har hjulpet os til at ansætte hende, er stoppet.
Helst havde både bestyrelsen og Maibritt selv fortsat det gode samarbejde.
Maibritt har igennem fire år bistået klubbens bestyrelse, forretningsudvalg og trænerne med alt papirarbejde. Det gælder alt fra stævnetilmeldinger, lokalebookinger, medlemsindberetninger osv.osv. Maibritt har været en meget stor hjælp og utrolig effektiv, og vi er meget kede af at måtte sige farvel, siger formand Henning Thomsen.
Som andre foreninger i Ishøj har vi fået støtte fra Get2Sport, som er DIFs støtte til integration og vanskeligt stillede områder. Ishøj er vanskeligt stillet på lederfronten, hvor den sammenlignende kommune-undersøgelse, som DIF opdaterer før kommunalvalg hvert fjerde år viser at Ishøj både ligger i top og bund. For eksempel ligger kommunen ret godt med gode faciliteter til idræt - men til gengæld som nummer 98 ud af 98 mulige kommuner med hensyn til antallet af frivillige ledere per indbygger.
De frivillige trænere og ledere løfter dermed en enorm opgave, mere i Ishøj end andre steder. Vi er også i Ishøj Volley stolte af det arbejde, selv om det er krævende. Det er i den forbindelse af Get2Sport har betalt noget assistance til os, og altså med god grund. Desværre er Get2Sports fremtid usikker, og dermed har Get2Sport også skåret ned hos os.
Nu er alt papirarbejde tilbage ved de trænere og ledere som også står for det praktiske i hallerne.
Vi skal nok finde ud af det , og vi har lagt planer for hvordan og til hvem, Maibritts arbejde skal deles ud til.
Men lad os benytte lejligheden til at understrege at alle er velkomme - og opfordres til - at hjælpe med små og store opgaver, lige fra træneropgaver, sponsoropgaver til nogle timer i et skolekøkken - ja, i det hele taget alt hvad man kan forestille sig en forening kan have nytte af.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen