BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du en dygtig jurist med gode samarbejdsevner og forvaltningsretlig erfaring? Og har du indsigt i kommunale problemstillinger, og vil du arbejde i et professionelt og løsningsorienteret arbejdsmiljø?
Din hverdag hos os:
Vi søger en jurist til fællesadministration for Ishøj Kommunes Center for Ejendomme og Arealer samt Center for Byudvikling og Natur. Her vil du indgå i et administrativt team i tæt samarbejde med hjælpsomme kollegaer og med en uformel omgangstone. Vi er en forholdsvis nyetableret enhed, som varetager administrative opgaver for de to centre inden for det tekniske område i Ishøj Kommune. Det er alt fra økonomi, løn og personaleadministration til ejendomsadministration, forsikringssager, sekretariatsbetjening mv. Vi har god energi og kan lide at samarbejde og sætter en dyd i at yde en professionel betjening og understøtte resten af organisationen. Juriststillingen er en nyoprettet stilling, og du vil derfor have gode muligheder for at sætte dit præg på stillingen og arbejdsgange. Du vil have en vigtig rolle som jurist for at styrke opgaveløsningen i de to centre, og samtidig vil du have gode muligheder for sparring og samarbejde med kommunens øvrige jurister.
Konkrete opgaver hos os:
- Yde juridisk rådgivning og bistand til kollegaer i Center for Ejendomme og Arealer samt Center for Byudvikling og Natur i Ishøj Kommune.
- Udarbejde og kvalitetssikre kontrakter, aftaler, og forvaltningsretlige afgørelser mv.
- Håndtere juridiske spørgsmål og tvister inden for ejendoms- og arealforvaltning og myndighedsbehandling indenfor bl.a. byggelovgivningen, planloven mv.
- Bidrage til udviklingen af politikker, retningslinjer og procedurer på tværs af de to centre.
- Alt efter din erfaring og kompetencer vil du også få ansvaret for specifikke sagskomplekser/områder.
Søger dig som:
- Cand.jur. med relevant erfaring, gerne inden for ejendomsret og offentlig ret.
- Solid forståelse for lovgivning og regulering på områder så som ejendomsforvaltning og myndighedsbehandling, herunder miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, byggeloven, vejloven, planloven, udstykningsloven, almenboligloven, lejeloven mv.
- Erfaring med juridisk rådgivning og sagsbehandling i en kommunal kontekst er en fordel.
- Gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner – både ift. politiske sager og ift. eksterne samarbejdspartnere samt borgere og virksomheder.
- Evnen til at arbejde selvstændigt såvel som i teams og såvel som i at prioritere opgaver effektivt.
- Du er god til at samarbejde – også med kollegaer med anden faglighed end dig.
- Du yder god service og er relationel stærk.
- Trives med at arbejde selvstændigt og proaktivt i din opgaveløsning.
- Du er detaljeorienteret og struktureret i din tilgang til de opgaver, du har ansvaret for.
Det kan du forvente af os:
- En spændende og udfordrende stilling i Ishøj Kommunes Center for Ejendomme og Arealer samt Center for Byudvikling og Natur.
- Stor indflydelse på tilrettelæggelse af arbejdsdagen og udførslen af egne arbejdsopgaver.
- Mulighed for at bidrage til at opbygge noget nyt, præge jobindholdet og sætte dine kompetencer og erfaringer i spil.
- Stor variation af arbejdsopgaver og dagligt en stor berøringsflade med medarbejdere og ledere.
- Mulighed for faglig og personlig udvikling i en dynamisk organisation.
- Uformel omgangstone med ledelsen og del af et uformelt kollegialt fællesskab.
- Fagligt engagerede kollegaer og et positivt arbejdsmiljø præget af samarbejde og faglig sparring.
Lidt om Ishøj
Ishøj er en mindre kommune med knapt 23.000 indbyggere. Ishøj består af ca. 75 pct. landzone med bl.a. tre charmerende landsbyer og 25 pct. byzone centreret omkring station og center. Ishøj er en grøn kommune med vådområder, mark og skov. Ishøj er byen ved stranden med lystbådehavn, campingplads og indsøer. Ishøj Kommune ligger lige ved stationen, så det er let at komme til og fra med S-tog (9 min til Kbh. Syd), busser og en kommende letbane i 2025, ligesom vi har plads til din cykel i kælderen.
Hvis du vil vide mere om at arbejde i Ishøj Kommune, kan du kigge videre her.
Løn og ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid er 37 timer og vi har fleksibel arbejdstid. Løn- og ansættelsesvilkår er efter kvalifikationer og gældende overenskomst. Tiltrædelse den 1. juli 2024. Har du planlagt ferie i juli, finder vi selvfølgelig ud af det.
Samtaler
Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag den 17. maj 2024.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ishøj Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6034336