Ishøj Kommune får ny kultur- og fritidschef

Foto: Privat. 43-årige Marie Bukh Dreier er ny kultur- og fritidschef i Ishøj Kommune.
Profilbillede
dato

Marie Bukh Dreier er ansat som ny kultur- og fritidschef i Ishøj Kommune pr. 1. marts. Hun kommer fra en lignende stilling i Solrød Kommune.

”Jeg brænder for, at alle skal have stærke kultur- og idrætsoplevelser i deres liv, og det sætter jeg en ære i at arbejde for hver dag,” siger Ishøjs nye kulturchef, som også i privatlivet er en passioneret idrætsudøver og forbruger af kulturlivet i København, hvor hun bor.

Med ansættelsen får Ishøj Kommune en faglig dygtig, udviklingsorienteret og erfaren kultur- og fritidschef. Marie Bukh Dreier (43) har en kandidatgrad i sociologi fra Københavns Universitet og en master i Public Governance fra CBS. Før stillingen i Solrød Kommune gjorde hun karriere i Fredensborg Kommune - blandt andet som souschef for Center for Kultur, Idræt & Sundhed og som teamleder for Politik og Organisation.

Ishøj har et rigt kultur- og fritidsliv
Jobskiftet til Ishøj fra Solrød har Marie Bukh Dreier valgt, fordi kultur- og fritidslivet er større og fylder mere i Ishøj.

”Det er tydeligt, at kultur- og fritidslivet er højt prioriteret politisk. Man har investeret bredere med mange kommunale tilbud og arbejder meget med kultur som dannelse og medborgerskab. Derudover er samarbejdet med skoler og dagtilbud og andre kommuner stærkt funderet i mange faste konkrete tilbud til borgerne. Som ny chef for Kultur og Fritid vil jeg have store øjne og ører og en stor portion dialog og involvering,” fortæller Marie Bukh Dreier.

"Wow, er det også Ishøj"
I forbindelse med jobsøgningen har Marie Bukh Dreier været rundt i Ishøj Kommune, og det har kun gjort interessen for jobbet endnu større.

”Wow, er det også Ishøj, er noget, som jeg har tænkt flere gange på min tur rundt i Ishøj. Stranden, vandet, naturen, landsbyerne, børneteater og skovhytten. Her er mange skjulte perler, som jeg ikke kendte til og har nydt at fortælle videre om til familie og venner,” fortæller Marie Bukh Dreier.

Marie Bukh Dreier starter i stillingen fra den 1. marts og efterfølger John Romlund, som valgte at gå på pension sidste år.

Kilde: Ishøj Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.