Ishøj Kommune har de seneste år arbejdet målrettet med at reducere vandspild i kommunale bygninger. Det har været en succes og betyder færre vandskader og flere penge til kommunen.
Ishøj Kommune har de seneste år gennemført en læksikring af kommunens største ejendomme og det har ført til store besparelser og færre vandskader. Læksikringen betyder rent praktisk, at vandskader forebygges ved at der lukkes for vandet ved unormalt stort vandforbrug og dette medfører bedre forsikringsaftaler på bygningerne.
Udover at spare penge, fordi vandskader begrænses, har det vist sig at der også spares penge på det daglige forbrug fortæller Poul Rikardt Jørgensen, formand for Teknik- og Bygningsudvalget i Ishøj Kommune.
Læksikringen viser nemlig også små utætheder i toiletter og vandhaner og det kan føre til store besparelser i den daglige drift. Besparelser som bliver til mange penge i løbet af et år.
Ishøj Kommune bruger lignende metoder til at spare på el og varme i de kommunale bygninger, hvor systemerne overvåges og energiforbruget reduceres, når bygningerne står tomme.
Denne opmærksomhed på både vand, el og varme har vist sig at give Ishøj Kommune en besparelse på flere hundrede tusinde kroner.