BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ungekonsulent/Faglig koordinator til Ungeindsatsen – Ishøj Uddannelse og Job
Vi søger en skarp og resultatorienteret faglig koordinator/ungekonsulent til Ishøj Kommunes Ungeindsats - Ishøj Uddannelse og Job (IUJ).
IUJ har siden 1. januar 2022 været forankret under Center for Beskæftigelse og Erhverv, som består af tre afdelinger; Ungeindsatsen (IUJ), Job og Kompetence samt vores ydelsesafdeling.
I IUJ varetager vi en bred vifte af opgaver og derfor er der i afdelingen ansat ungekonsulenter (LAB området), uddannelsesvejledere/ungekoordinatorer (KUI- kontaktperson), specialvejledere (STU), mentorer, undervisere og virksomhedskonsulenter.
IUJ tager udgangspunkt i Lov om Kommunal Ungeindsats, som indebærer et tæt samarbejdet omkring de unge på tværs af beskæftigelses-, uddannelses- og socialområdet.
Vores fælles opgave er dermed at understøtte unge i alderen 15-30 år, med at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse eller få fast fodfæste på arbejdsmarkedet.
I IUJ driver vi desuden en intern tilbudsafdeling, som varetager tilbud for hele Jobcenteret. Det mest relevante tilbud for denne ansættelse er Ungekompasset, hvori de unge tilbydes forskellige understøttende indsatser, såsom mentorstøtte, screening/undervisning i FVU Dansk og Matematik samt andre gruppeforløb.
I IUJ vil du derfor også møde kollegaer, der har til opgave at drive de interne tilbud, der går på tværs af hele Jobcenteret, herunder straksaktivering/nytteindsats, afklaringstilbud, fremmødetilbud for + 30 årige samt vores tværgående virksomhedskonsulentteam. Du vil derfor blive en del af en afdeling med 29 kompetente og engagerede kollegaer.
Vi søger en faglig koordinator med primær fokus på området for Lov om aktiv beskæftigelsesindsats (LAB), som også skal varetage egen sagsstamme på LAB målgrupper under 30 år (primært aktivitetsparate og ressourceforløb). Timefordelingen mellem de to funktioner vil variere.
Som faglig koordinator skal du være med til at udvikle og optimere driften i hele IUJ og du vil arbejde tæt sammen med et mindre team af ungekonsulenter, arbejde tværfagligt med de andre medarbejdere i IUJ samt i det øvrige Jobcenter, herunder andre faglige koordinatorer.
Opgaverne vil bl.a. bestå af:
- sagsbehandling af egen sagsstamme, herunder afholdelse af samtaler, udarbejdelse af uddannelsesplaner, klargøre og forelægge sager på rehabiliteringsteamet mm.
- koordinering af driften, herunder sikre arbejdsgange og revidere disse ved behov
- løbende yde faglig sparring og sidemandsoplæring ved behov
- mødeledelse ved fagsparringer og andre tværgående møder
- koordinere med samarbejdspartnere på området, herunder deltagelse i ledelsessparringer og andre tværgående møder mhp. at optimere sagsflowet for den unge og driften i øvrigt
- løbende dialog med Teamlederen for vores interne tilbud ift. justering og udvikling mhp. at sikre flest mulige unge i uddannelse eller job
- deltage i et tæt samarbejde med de tre andre faglige koordinatorer i Center for Beskæftigelse og Erhverv
Om dig
Du brænder for at skabe markante resultater indenfor ungeområdet og motiveres af at arbejde på et område, som har stort politisk fokus.
Du tror helt grundlæggende på, at uddannelse eller beskæftigelse er vejen frem og en vigtig faktor i unges vej mod et selvstændigt voksenliv, hvorfor du er ambitiøs på de unges vegne. Du har derfor også sans for at motivere og vejlede unge med forskellige drømme og udfordringer til at påbegynde en uddannelse eller et arbejde. Og det allervigtigste er, at du er optaget af de unges ressourcer og har en løsningsfokuseret tilgang.
Du har erfaring med eller kendskab til både Lov om aktiv beskæftigelsesindsats samt Lov om social service, og som minimum en stor lyst til at fordybe dig i de nævnte lovgivninger, samt de særlige vilkår og udfordringer, som ungemålgruppen kan indeholde. Du skal være fleksibel og mangfoldighed i din tilgang og opgaveløsning, da du skal kunne håndtere den konstante udvikling, indenfor området.
For at arbejde i dette felt er det derfor afgørende, at du er i besiddelse af tålmodighed og du er vedholdende og kan holde fast, når der skal navigeres i mange interesser og findes gode faglige løsninger indenfor de givne rammer.
Du er en holdspiller og trives i en understøttende funktion mellem ledelse og medarbejdere, hvor du tydeligt kan kommunikere retning og rammer. Du forstår at balancere dette på en motiverende og inddragende måde. Og du kan tage ansvar for den retning, som vi sammen sætter for området.
Kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler, har erfaring med sagsbehandling og kendskab til arbejdet med unge. At du brænder for at arbejde med at understøtte unge i at blive selvforsørgende eller afklarede ift. uddannelse eller job.
Vi forventer:
- At du er optaget af at skabe resultater med udgangspunkt i den enkelte unge
- At du kan identificere hvor der er mulighed for driftoptimering, og kan iværksætte relevant handling i samråd med ledelse og medarbejdere
- At du har erfaring med at arbejde uddannelsesrettet med unge, som kan have udfordringer i lettere og svær grad
- At du er god til at skabe relationer
- At du er god til at samarbejde på tværs af fagligheder
- At du har indgående kendskab til lovgivningen på området
- At du er systematisk og målrettet med samtalen som værktøj
- At du har erfaring med arbejdet i jobcenter eller erfaring med at arbejde med beskæftigelse
- At du har kendskab til uddannelsessystemet, herunder særlige uddannelsesordninger
- At du har erfaring med at arbejde i fagsystemet Fasit (ikke et krav)
Du skal desuden være psykisk robust og kunne rumme at arbejde med unge mennesker, som kan have svære udfordringer.
Om os
Vi sætter pris på en hverdag præget af kollegial opmærksomhed, godt humør og engagement og du bliver en del af en afdeling, som er udviklingsorienteret og meget omstillingsparat. Du får gode muligheder for selv at planlægge din arbejdsdag og arbejde tværfagligt. Vi arbejder i en teamstruktur med høj grad af teamansvar.
Vi tilbyder:
- Et meningsfyldt, udfordrende og selvstændigt arbejde med politisk bevågenhed
- En arbejdsdag der både rummer rutineprægede arbejdsopgaver og uforudsigelighed
- Mulighed for at præge og udvikle arbejdsområdet
- Fagligt dygtige og engagerede kollegaer
- En uhøjtidelig omgangstone
Kan du se dig selv i ovenstående beskrivelse, så glæder vi os til at høre fra dig.
Ansøgning
Stillingen er på 37 timer ugentligt, og forventes besat den 1. januar 2025
Ansættelsen sker efter overenskomst med HK eller Dansk Socialrådgiverforening.
Ansøgningsfristen er søndag den 17. november 2024 og vi afholder samtaler fredag den 22. november 2024.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:
- Mette Hensel, Leder af Ungeindsatsen - Ishøj Uddannelse og Job, tlf. 3123 2869
- Ayan Abdiaziz, Ungekonsulent, tlf:: 2162 1446
- Sarah Rechendorff, Ungekonsulent, tlf: 2466 4457
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ishøj Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6141116