Peter Høgh fra Bilka Næstved afløser den nuværende varehuschef i Bilka Hundige, Mads Friis, som frem til årsskiftet har fået en stilling som projektleder på hovedkontoret i Salling Group.
Den nuværende varehuschef i Bilka Hundige, Mads Friis, har fået et job som projektleder på Salling Groups hovedkontor i Aarhus året ud. Det betyder, at hans stol bliver overtaget af Bilka Næstveds varehuschef, Peter Høgh.
Den nye mand ved roret bliver en del af Bilka Hundige fra 15. maj frem til 31. december.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Hundige. Jeg har arbejdet i varehuset tidligere, så jeg kender området. Der venter mig nogle store og interessante opgaver. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med Bilka Hjemmelevering i Hundige, for det har vi ikke i Bilka Næstved. Derudover er vi i gang med et stort bager-projekt i Hundige, hvor vi skal levere rådej til Bilka OneStop og bage til Ishøj. Det er nye og meget spændende opgaver, som jeg ser frem til,” siger Peter Høgh.
Selv om han skal afløse i varehuset indtil årets udgang, er han 100 procent dedikeret til sit nye job – det er en nødvendighed, som han siger – og det er en opgave, han ser frem til.
“Man kan ikke drive et varehus på halv kraft. Jeg skal ikke bare passe Mads’ Bilka. Jeg er nødt til at gå all in, og det kommer jeg til at gøre. Det bliver med respekt for både kunder og kolleger samt de planer, som allerede er i gang,” siger Peter Høgh.
I Næstved har han været meget lokalt forankret og har blandt mange ting været involveret i en veterancafé, Broen, Frivilligcenter Næstved og Svovlstikkerne. Og denne tilgang til lokalmiljøet har han bestemt tænkt sig at viderebringe til Bilka Hundige, også selv om han via sin bopæl i Næstved har en naturlig tilknytning til byen.
“Jeg kommer til at involvere mig 100 procent i det lokale. I Hundige får jeg en masse gode kolleger, som er lokalt forankrede, og det glæder jeg mig til at blive en del af,” fortæller den nye varehuschef i Bilka Hundige.
Peter Høgh bliver afløst af Lizette Lahrmann, som kommer fra en stilling som varehuschef i føtex Roskilde. Hun tiltræder i Næstved 1. juni.