Barselsvikariat: socialrådgiver til Center for Børn og Forebyggelse i Ishøj Kommune

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Kære socialrådgiver/socialformidler

Jeg (Julie) arbejder i Center for Børn og Forebyggelse i Ishøj Kommune. I forbindelse med, at jeg skal på barsel, mangler vi lige netop dig til at overtage mit dejlige job. Vi søger en socialrådgiver, der ønsker et job på 37 timer, hvor du, sammen med dit team bestående af tre dygtige kollegaer: Mia, Rabia og Michelle, arbejder med at skabe de bedste muligheder for børn og unge med funktionsnedsættelser i alderen 0-23 år. I mit team er vi altid klar til at hjælpe hinanden, så du vil aldrig stå alene.

Du vil overtage min sagsstamme, som indeholder mange søde familier, der netop har brug for din hjælp og støtte i en kompliceret hverdag. Du vil arbejde med børn og unge med funktionsnedsættelser, som blandt andet er ramt af autisme, ADHD, kræft, blødersygdomme, forskellige syndromer samt socialt udsatte familier. Dette betyder, at du vil arbejde både indenfor de handicapkompenserende paragraffer, men også socialparagrafferne, da vi varetager hele familiens problematikker.

Din arbejdsdag vil være alsidig, og ingen dage vil være ens. Dine dage vil bestå af opfølgningsmøder, netværksmøder, telefonsamtaler med forældrene og børnesamtaler. Du vil også arbejde tværfagligt med psykologer, fysioterapeuter/ergoterapeuter, tale-/hørekonsulenter, skoler, hospitaler m.m. Samtidig vil du udarbejde journalnotater, mødereferater og afgørelser, hvorfor der også er plads til fordybelse – enten på kontoret eller ved hjemmearbejde.

Hvem er du?
• Du har en relevant baggrund som socialrådgiver eller socialformidler – gerne med erfaring fra børne- og ungeområdet, og som minimum har kendskab til handicapkompenserende ydelser (merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og afløsning/aflastning/støtteophold).
• Du er en god kollega og sparringspartner, som kan styrke os og afdelingen både fagligt og personligt.
• Du arbejder systematisk og struktureret, også i travle perioder – måske har du overblik som en ørn, er klog som en ugle eller med gåpåmod som en hyæne.
• Du kan lide kombinationen af fordybelse i de administrative opgaver og tæt kontakt med børn og familierne – de er vores vigtigste samarbejdspartnere.
• Du har gode kommunikative evner og kan skabe relationer med børn, unge og deres familier.
• Du kan lide mødeledelse og kan arbejde tværfagligt på tværs af faggrupper.

Vi tilbyder dig
• Nem adgang til en ledelse med henholdsvis 10 og 16 års erfaring i Ishøj Kommune, hvoraf vores ene socialfaglige leder har mange års erfaring indenfor det specialiserede voksenområde. Der er gensidig tillid og tryghed mellem lederne og medarbejderne.
• Godt kollegaskab, hvor der både er mulighed for hyggestunder og ro til faglig fordybelse i arbejdet. På de lange torsdage har vi kaffe-/kagepause, og vi skyder weekenden i gang fredag morgen med fælles morgenmad.
• Et arbejde med børn, unge og familier, hvor kommunikation mellem forvaltning og borger vægtes højt. Klageprocenten fra borgerne er lavere end landsgennemsnittet.
• Et godt kontormiljø, hvor vores kontorer er placeret tæt ved hinanden – der er altid plads til en kort drøftelse.
• Vi er en lille kommune, så vi kender hinanden på tværs af faggrupper, og der er kort fra idé til handling.
• Sparring hver onsdag og supervision med en dygtig ekstern supervisor hver 4. uge.
• Et velstruktureret introprogram og mentorforløb, da vi vægter en god start højt.
• Mulighed for kantineordning.
• En sagsstamme med et gennemsnit på cirka 30 sager. Du skal ikke selv udarbejde børnefaglige undersøgelser, da vi har et team, der varetager denne opgave.
• Fleksibilitet i arbejdslivet, da vi har fleksordning og mulighed for hjemmearbejde 1-2 dage ugentligt.

Organisering
Lige nu er vi optaget af implementeringen af Barnets Lov. Vi anser det som særligt værdifuldt for Ishøj Kommunes børn og unge, at de nu i endnu højere grad skal inddrages i vigtige beslutninger om deres eget liv. Vi har ansat en engageret udviklingskonsulent, der skal hjælpe med implementeringen af loven, men det er i høj grad os socialrådgivere, der skal være med til at fastsætte rammerne for det fremtidige arbejde.

Socialrådgivergruppen er opdelt i områdeteams (syd, vest og øst), et handicapteam (HOS), et afdæknings-/undersøgelsesteam og StraXen (modtagelsen).

Vi sætter en stor ære i arbejdet med vores kommunes børn, unge og deres familier. Der er i det daglige arbejde mulighed for kreativitet i opgaveløsningen, da vi alle gør meget ud af, at familierne skal føle sig mødt, forstået og hjulpet – det skaber meningsfuldhed i arbejdet.

Om Ishøj Kommune
Ishøj Kommune har ca. 23.000 indbyggere, hvoraf knap en fjerdedel er børn og unge under 18 år. Styrken ved at være en mindre kommune er, at en idé hurtigt kan blive til virkelighed, uanset hvor i organisationen man arbejder.

Vi er godt placeret i det Storkøbenhavnske område med strandpark, store naturområder og let adgang til S-tog, den kommende letbane og motorveje. Ishøj Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og arbejder aktivt med en medborgerskabspolitik.

Der gøres opmærksom på, at Ishøj Kommune har indført røgfri arbejdstid pr. 1. august 2019.

Praktiske oplysninger
Løn- og arbejdsvilkår følger gældende overenskomst. Der er tale om 1 barselsvikariat med en arbejdstid på 37 timer om ugen, med tiltrædelse snarest muligt. Vi venter dog gerne på den rigtige kollega, da vi vægter det rette match til gruppen højt.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til socialfaglig leder Annemette Bjørnbak på tlf. 23 84 50 29 eller socialrådgiver Michelle Bringtoft på tlf. 21 25 36 51.

Ansøgning, eksamensbevis og CV skal være Center for Børn og Forebyggelse i hænde senest torsdag den 17. oktober 2024 kl. 12:00. Ansættelsessamtaler afholdes torsdag den 24. oktober 2024.

Med venlig hilsen,
Julie

Du vil komme i team med: Mia, Rabia og Michelle. De glæder sig til, at du bliver deres nye kollega (og ja, særligt til at slippe af med mig).

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ishøj Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Ishøj Kommune, Ishøj Store Torv, 2635 Ishøj

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 17-10-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6119937

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet