Hvad er det bedste ved at bo i Ishøj - med dine ord?
“Da jeg var barn havde vi sommerhus på Strandvangen. Så da vi købte hus her i 1975, kendte jeg lidt til området. Jeg har sammen med min mand og 3 børn altså boet her nu i 51 år. Vi har aldrig haft lyst til at flytte andre steder hen. Det skyldes mange ting. Men en stor grund er det tætte venskab, vi har haft med vores naboer. Vi har altid været der for hinanden. Vi har været glade for havnen, hvor vi har haft båd. Vi har elsket naturen især stranden, vi har oplevet hjælp fra kommunen, når der har været behov for det. Og så har det været dejligt med det foreningsliv her er. Det har både vores børn haft glæde af, og som pensionist er der uanede muligheder. Jeg er så heldig, at jeg i de sidste 14 år har undervist på Kærbo i linedance. Og er der noget bedre end at være sammen med en masse skønne mennesker en gang om ugen.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Ishøj til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Det skulle nok være Strandparken med sin skønne natur, havnen, cafeen på stranden, museet og kunsten på vejen dertil.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Jeg håber de siger, at jeg er en god ven, at jeg er glad og et rart menneske, som elsker at være sammen med andre. At jeg er optimistisk og elsker livet og man kan stole på mig.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“At tænke på alle de muligheder vi har og har haft gennem livet. At jeg stadig har lyst til at opleve nyt - at tænke på, at det går rigtig godt med børn, svigerbørn, børnebørn oldebarn, at min mand og jeg er glade for at vi stadig har hinanden efter 57 års ægteskab, og trods lidt skavanker har mulighed for at dyrke vores interesser. Det gør mig glad at være sammen med mine venner og det gør mig også meget glad, at linedance fylder så meget for motion og det sociale fylder en del.”
Hvem i Ishøj vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Der er så mange jeg kunne takke. Jeg kan takke mine gode naboer for venskab, Jeg kan også sige, at jeg har været glad for at starte i Ishøj Linedance, som var det sted jeg fik interessen for Linedance. Jeg har også været glad for, at Merete Amdisen fik mig til at interessere mig for lokalpolitik, at Ishøj for os, er et godt sted at blive gammel. At vi altid har fået den bedste behandling i forbindelse med sygdom. I det hele taget er Ishøj det sted, jeg helst vil bo...”